En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

onsdag den 4. juli 2012

Rugknækbrød med kommen

Idag har jeg været igang med at ordne lidt forberedelser til turen til Hamburg imorgen. Og som altid når jeg er på farten har jeg mad med. Det er billigere og ofte sundere end det jeg lige kan få fat i på vejen. Derfor er det bl.a. blevet til disse rugknækbrød som jeg er gået hen og blevet rigtigt glade for. De er super nemme at lave og det at de indeholder kommen gør, at de er rigtigt gode for fordøjelsen og for luft i maven generelt. Om ikke andet kan jeg rigtigt godt lide den smag kommen giver og sammen med smagen af den gode rugmel er de efter min mening helt perfekte både som de er, men også med smør, nøddesmør, hummus eller hvad man nu foretrækker.
Opskriften kommer lige her;

Rugknækbrød med kommen

1 tsk. Salt

1 tsk. vinstensbagepulver

4dl usigtet rugmel

1 tsk. Kommen

1 tsk agavesirup

1 dl olivenolie

Ca. 1dl koldt vand



Bland rugmel, salt og kommen i en skål. Rør olivenolie i. Tilsæt vand og ælt dejen sammen. Tilsæt ekstra vand, hvis dejen har brug for det. Læg dejen på en bageplade beklædt med bagepapir.. Læg et stykke bagepapir over og rul dejen til en ensartet tynd flad firkant med en kagerulle eller flaske.

Skær dejen i passende firkanter evt. med en pizzaskærer.

Bag dem i en forvarmet ovn på midterste rille ved 180-200 C i ca. 15 minutter eller indtil de har taget farve. De afkøles på bagepapiret på en rist indtil knækbrødene er lunkne, hvor efter de tages af bagepapiret og ligges tilbage på risten til afkøling. Knæk dem i firkanter og opbevar dem i en lufttæt beholder.


Her er de så lige til at komme i ovnen


Og de færdige knækbrød. Jeg laver altid en dobbeltportion når jeg først er igang. Sådanne lækkerier kan hurtigt få ben at gå på:0)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar