En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

onsdag den 26. december 2012

juleboller med figner og pecannødder

Så har julefreden sænket sig over højbjerg. Solen står højt på himlen og jeg nyder i den grad at det ikke er frost og sne, så vi rigtigt kan komme ud og gå nogle lange ture og få lidt ekstra på D-vitamin kontoen.

I år er vi heldigvis fri for julefrokoster og andet familie tam tam, og det nyder vi begge til fulde. Så vi holder dovne dage med film, spil, konfekt og ren afslapning.
Og så har vi store planer om at vi skal ind og se Life of Pi....en film jeg glæder mig meget til. For mig er den perfekte jul virkeligt, når man selv får lov at vælge hvad der skal stå på programmet og hvor man bare kan nyde at have fri og være sammen.....

Og der har sørme også været tid til at bage juleboller med figen og pecannødder og de blev på alle måder vellykkede og så er det fyldt med gode og sunde ting til maven og fordøjelsen.
Jeg bager altid mine boller koldhævede både fordi de vinder så meget mere i smag, men også fordi det er nemmere og så elsker jeg at få friskbagt brød om morgenen.
Så vi guffer løs og tager (endnu) en slapper på sofaen og minder hinanden om hvor dejligt det er at være kærester.

Opskriften kommer lige her;

25 g gær (jeg bruger altid økologisk tørgær)
1 l koldt vand
10 tørrede figner
1 spsk salt
100 g pecannnødder (eller valnødder)
2 gulerødder, groftrevne
3 spsk olivenolie
1 dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
1 stor tsk. kardemomme
450 g fuldkornsspelt
250 g kamutmel
100 g speltflager (eller havregryn)
100 g boghvedemel
100 g sigtet spelt

Rør gæren ud i vandet.
Riv gulerødderne groft og skær fignerne i tern.
Hak nødderne groft.
Tilsæt figner, salt, nødder, gulerødder og olie.
Tilsæt kerner.
Tilsæt derefter mel lidt efter lidt og rør grundigt.
Målene er sådan ca. Dejen skal være let klistret.
Sæt film over skålen, gerne flere lag, så dejen holder helt tæt.
(Så hæver den bedre)

Sæt dejen til hævning natten over.
Næste morgen former du dejen med to skeer til klatter på en bradepande.
Jeg fik ca.15 stk.
Det første hold boller lagde jeg i en kold ovn og tændte for 200 grader.
De skal have ca. 20-25 minutter alt efter hvor varm en ovn du har.
Det næste hold fik samme tid ved 200 grader.
De er færdige, når de lyder let hule, når du banker dem på bunden


søndag den 23. december 2012

Julekage på raw food manèr

For mit vedkommende er der ingen jul uden denne skønne julekage, som er fra caroline fibæks "Raw Cake" bog. Jeg er hverken til and eller ris`a`lamande. Hvert år til jul overvejer jeg at lave en vegansk udgave af `den gængse ris`a`lamande. Men det bliver ligesom aldrig til noget, og ud fra dette kan jeg konkludere at det højst sandsynligt er, fordi jeg hverken savner eller længes efter denne spise juleaften.
Til gengæld er det efterhånden blevet tradition, at jeg laver denne kage op til jul, som jeg gerne kaster alt min kærlighed over, både fordi den smager virkeligt godt, men også fordi at det er lidt af en booster hvad angår fordøjelse og immunforsvar.
Og lige pt hvor min næse løber konstant (ihh altså), og min mave slår knuder af stress, hver gang jeg bevæger mig nær centrum, så er den meget kærkommen....

Jeg har ellers haft lidt krise på, da min højt skattede food processor gik i stykker midt i December. Ikke at denne kage ikke kan laves ved at male mandler til mel i en mini blender og ælte dejen i hånden.... men det er altså bare meget nemmere og hurtigere med en foodprocessor.
Men nu har kæresten og jeg været på udsalgsjagt, og vi er blevet de lykkelige ejer af en magimix maskine. Et lidt dyrt køb, selvom den var sat meget ned, men den spinder som en mis og jeg ved, at jeg vil føle mig fyldt med taknemmelighed, hvergang jeg skal blende, hakke, rive eller røre, fordi det virkeligt er guld værd tidsmæssigt at have en ordentligt køkkenmaskine og så har motoren hele 12 års garanti. Det var jo slet ikke til at stå for....

Men tilbage til den magiske julekage, som man selvfølgelig også kan nyde med god samvittighed, når det ikke er jul.
Jeg har justeret en lille smule i opskriften, men ikke meget. Hun kan virkeligt noget med de raw kager, hende Caroline.....

Opskriften lyder;
2 dl. mandler
2 dl. valnødder
1 dl. hasselnødder
2 dl. dadler, udstenede
saften fra ½ appelsin
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (eller 1 cm friskrevet)
1 æble, revet

Orangecreme
1 dl. cashew eller macademianødder, udblødt i vand et par timer
saften fra 1 appelsin
1 tsk agavesirup
1 nip vanillepulver
Evt revet skal fra ½ appelsin (jeg synes cremen har en tendens til at blive bitter, når jeg tilføjer appelsinskal, så jeg undlader altid)

Mal mandler til mel i en blender eller i foodprocesseren. Hak valnødder og hasselnødder groft.
Blend dadler med mandelmel og appelsinsaft til en lind masse.
Tilsæt krydderier, revet æble og hakkede nødder. Lad maskinen køre eller ælt grundigt.
Fyld en form eller et fad med dejen og lad den gerne stå et par timer og trække krydderier.

Orangecreme; Blend cashew/macademianødder med appelsinsaft, vanillepulver og agavesirup.
Hæld cremen over kagen og nyd.....du bliver ikke skuffet:0)



 ......og så blev det den 23 og julefreden sænker sig stille og roligt over vores lille hjem i Højbjerg.

Alle de nødvendige indkøb er blevet foretaget, rengøringen er vel overstået og sneen fyger udenfor.
Så bliver det alligevel en hvis jul i år.

Rigtigt glædelig jul.....må den blive fyldt med varme, hjerterum og rare stunder.......:0):0):0)

torsdag den 20. december 2012

Julens små kreative projekter i trylledej

Her i december måned har jeg siddet og hygget mig med lidt trylledej.....og blevet ret begejstret. Det er meget zen-agtigt at sidde og modelere de små figurer...og tiden flyver afsted.
Det er rart lige at have noget andet på hobbyplan end maleriet, som ofte er meget tidskrævende. Det eneste minus ved trylledej er at det er lidt hårdt for hænderne, så det er med at huske at vaske dem ofte og smøre dem med en god håndcreme efterfølgende.....

Det er blevet til lidt engle, lidt julemus og et par køleskabsmagneter. Selv min kæreste kunne overtales til at lege lidt med. Han har lavet den ene mus.


 
 
 
 
 

 
Der findes mange forskellige opskrifter på trylledej...den jeg indtil videre syntes har fungeret bedst er denne;
 
5 dl discountmel
3 dl. dyr mel
3 dl fint salt
3 dl varmt vand
2 spsk billig madolie
 
Hvis dejen er for tør tilsættes mere vand.
 
Det er lidt forskelligt hvor lang tid figurerne skal have i ovnen. Jeg bagte dem alle ved 150 grader. De store figurer i ca. 2,5 time og de mindre i 1 time til 1½.
Jeg er endnu kun på begynderstadie, så jeg prøver mig frem og bliver klogere. Jeg har ikke lakeret mine figurer. Men malet dem med akrylmaling og det har fungeret fint.
 
Men der er ca. 117 måder man kan dekorere og behandle dem på....og næste gang jeg kaster mig ud i et trylledejsprojekt skal jeg da helt sikkert prøve lidt flere teknikker af...indtil videre fungerer det her fint...og måske der bliver lavet lidt flere køleskabsmagneter her i juledagene:0)

mandag den 17. december 2012

Julens konfekt.....og lidt om taknemmelighed:0)

Her i weekenden har den stået på den ultimative julehygge. Vi har hørt julemusik, hentet juletræ og lavet julekonfekt i lange baner.
Det har efterladt mig med en følelse af taknemmelighed.....en taknemmelighed over alt det som jeg har i mit liv, at jeg har fundet den mand, jeg har lyst til at dele resten af mit liv med, en taknemmelighed over at vi er så gode sammen og bare forstår at hygge og slappe af i hinandens selskab (noget jeg aldrig har oplevet på samme måde tidligere i mine forhold)
Men så sandelig også en taknemmelighed over alt den overflod, vi har i vores liv. For selvom kontanterne har det med at være små, mangler vi bestemt ikke noget, og jeg er heller ikke nærig med hensyn til, hvad der skal handles ind til julen, fordi jeg ønsker det bedste for mig selv, for den mand jeg elsker, og for de mennesker jeg skal (eller ikke skal) dele julen med.
Jeg giver ikke gaver, men gerne mad og guf af god kvalitet, fordi jeg ved, at det du vælger at putte i din mund og dermed vælger at nære din krop med påvirker dit lykkecenter i hjernen og din krops kemi.
Og hvad kan gøre os mere glade end hvis krop, hjerne og fordøjelse fungerer som den skal, at vi føler os oplagte og fyldt med overskud, og bare har lyst til at gribe hver en dag med alt hvad den har at byde på?

Men tilbage til konfekten....så har jeg selvfølgelig købt ingredienser af god kvalitet og det i mine øjne er god økologisk marcipan, som denne her sødet med honning og dermed helt fri for sukker.
Og så er den slet ikke tør, som marcipan fra helsekosten ofte har en tendens til at være


Og økologiske pecannødder, som min kæreste var så sød at bringe med hjem fra netto.




Marcipan konfekt med pecannødder, valnødder og afskallede hampefrø og yep jeg er ikke perfektionist;0)


Økologisk 85 procents chokolade (det kan man efter min mening ikke få nok af:0)

Og disse amaranthflakes, som ikke kun er glutenfri men også proppet med jern som vi kvinder jo har så godt af.

 




Ud af dem lavede jeg en slags cornflakes toppe, hvor jeg blandede dem med mandler, græskarkerner, morbær, gojibær og lidt hasselnødder...super gode ting til hjernen og jeg overvejer allerede nu at lave endnu en portion til januar (nu har jeg jo købt pakken, Ik:0))

Og så er der vist ikke så meget andet at sige end nu er det snart jul!!!!:0)

torsdag den 13. december 2012

Glutenfri figen-abrikos brød....

Jeg har længe tænkt på, at jeg har haft lyst til at bage et brød med figner. Da vi var I ålborg spiste vi frokost på en lille økologisk cafe, der hedder penny lane og der serverede de et rigtigt lækkert brød med figner, så det må helt sikkert prøves og det i to omgange. I denne omgang bliver det i en glutenfri version. En opskrift fra thorbjorg Hafsteinsdottir`s bog "Spis dig yngre", som jeg har lavet lidt om på.

I julen har jeg så planer om at bage speltboller med figner og blå birkes....ihh alle de små juleprojekter jeg elsker dem og jeg glæder mig rigtigt meget til bare at hygge rundt med kæresten herhjemme i juledagene, se en masse film, spille spil og lave lækker mad af gode råvarer.

Jeg er ikke til and og risalamande til gengæld har jeg besluttet mig for at mine jule(mad)glæder skal bestå af gode ting fra helsebiksen som f.eks her i denne opskrift, hvor jeg har brugt økologisk valnøddeolie. Jeg tænker, at man ved en spareversion kan bruge raps eller anden koldpresset olie.
Og quinoaflagerne kan erstattes af risflager eller havregryn. Men nu er det snart jul og der skal kræses på bedste vis.

Her kommer opskriften på det skønne brød;

Figen - Abrikosbrød

 


1 pose figner (250g)
1 pose abrikoser (250g)
40 g kokosolie
40 g valnøddeolie
100 g quinoaflager
3 æg
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt allehånde
1 tsk stødt kardemomme
½ tsk vanillepulver
2 tsk vinstensbagepulver
50 g hasselnødder
75 g valnødder
125 g mandler

Sådan gør du;

Indstil ovnen på 180 grader. Kør nødder og mandler i en foodprocessor eller i en køkkenmaskine.
De skal hakkes groft, så kør dem ikke for længe.
Tag dem ud og læg tilside.
Kom figner, abrikoser, æg og fedtstof i maskinen og kør til en dej.
Bland abrikos/figen/æggemassen i nøddeblandingen og tilsæt quinoaflager, krydderier og bagepulver.
Smør en brødform eller et ildfast fad med lidt kokosolie.
Bag brødet midt i ovnen i ca. 35-5o minutter alt efter hvor høj en form du vælger at bage den i.
Jeg bagte det i et ildfast fad, så mit brød fik kun 35 minutter og det var rigeligt.
Det blev lidt brændt i kanterne, så næste gang vil jeg lægge bagepapir henover, imens det bager.

Og fortvivl ej, hvis du ikke er indehaver af en køkkenmaskine eller foodprocessor. Min foodprocessor gik i stykker i sidste uge (suk,suk, og snøft....og dette efter kun 3 år)
Men det lykkedes mig at lave dette figenbrød ved at køre nødder og mandler i en foodprocessor. Skære den tørrede frugt i små stykker og så køre det hele med en gammeldags elpisker med dejkroge.

Hvor der er vilje, er der vej:0)



 


 
Jeg spiste lidt hummus til mit brød og det smagte rigtigt dejligt med lidt salt til det søde, men ellers ville soya youghurt eller lidt skyr rørt op med vanille og kardemomme sikkert også være rigtigt lækkert som en lille eftermiddags snack.


mandag den 10. december 2012

Magtfuld musli


Her i weekenden har jeg lavet musli til den helt store guldmedalje. I min familie har vi nemlig besluttet os for at afskaffe julegaverne helt, da vi lige pt kun er voksne, der går rundt om træet. Udover at det er en kæmpe lettelse for økonomien er jeg også meget taknemmelig for, at jeg ikke skal rende strøget tynd, for at finde det helt rette til den rigtige person og ofte er det jo nærmere en dicideret facitliste frem for et ønske om at finde noget, som man tror vil glæde vedkommende.
Men ikke desto mindre elsker jeg at give og jeg ved ikke noget bedre end at give noget, som jeg selv har lavet, og hvor jeg kan stå 100% indenfor kvalitet og smag.

Derfor har jeg haft en helt stue velduftende af kanel hele søndagen, og det er da lige til at blive glad i låget af. Jeg har selvfølgelig også lavet en portion til kæresten og mig selv, så vi rigtigt kan få en masse nydelse indenbords her i den kolde og mørke tid
Og nøøj, hvor skal der hygges, nu hvor sneen står højt og det nærmest er umuligt at bevæge sig udendørs.
For det er så vigtigt at forkæle sig selv (og andre) nu hvor vinteren og julen for alvor står for døren.
Jeg ved at julen er en svær tid for mange (inkl mig selv), så hvorfor ikke bruge noget ekstra krudt på at forkæle sig selv fremfor at please andre.....

Julen handler om at skabe hjerterum...i den grad også for sig selv:0)

Jeg har lavet min musli af økologiske havregryn fra netto og derudover har jeg brugt glutenfri flager. Men man kan gøre som man har lyst...alt fungerer her; rugflager, bygflager, speltflager etc....

Musli


4 dl. havregryn
2 dl risflager
2 dl quinoaflager
1 dl hirseflager
1 dl kokosmel
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 dl grofthakkede mandler
1 dl grofthakkede valnødder
3-4 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ dl agavesirup
ca. 1½-2 dl vand
4 spsk kokosfedt
2-3 dl tørret frugt (f.eks. rosiner, abrkoser, morbær, gojibær eller hvad man nu kan lide:0))

Bland flager, havregryn, kokosmel, græskarkerner, solsikkekerner, mandler, sesamfrø, valnødder, kanel og kardemomme i en stor skål.

Smelt kokosfedt og agavesirup i en gryde og tilsæt vand. Hæld massen over muslien og bland det hele godt sammen. Læg muslien på en bradepande beklædt med bagepapir og rist den ved 180 grader indtil den er gylden og dufter ( ca. 25-30 min).
Rør i den undervejs så den bliver jævn ristet og ikke brænder på. Lad ovnlågen stå på klem de sidste 5 minutter for at fjerne overskydende fugt.
Tag muslien ud af ovnen og lad den stå og køle af inden du blander med tørret frugt.
Opbevar din musli i en kagedåse eller på glas.

 
Skøn musli til at nyde her i de kolde måneder. Jeg har købt fine englekagedåser i søstrene grene til opbevaring, så jeg dermed kan minde mig selv om hvor vigtigt det er at være god ved sig selv.

torsdag den 6. december 2012

Rødbedesalat med belugalinser og æble


Denne salat er en af favoritterne hjemme hos os lige fortiden. Den er dejligt frisk og smuk at se på...og så smager den bare rigtigt dejligt!




Rødbedesalat med belugalinser og æble




700g rødbeder
100g beluga-linser
3 dl vand
1 lille bundt frisk basilikum
50 g valnødder, groft hakket
1 stort æble
Urtesalt og peber

 
Dressing;
1 hvidløg, presset
1½ spsk. hørfrø eller olivenolie
Saft af en halv citron
1 tsk. dijonsennep
Evt. et skvæt agavesirup

 

Kog rødbederne i 40-50 minutter alt efter størrelse. De skal være til at stikke i med en gaffel.

Skyl linserne grundigt og kig dem efter for sten. Kog dem i ca. 20 minutter under låg ved svag varme.

Gnub skindet af rødbederne og skær dem i små tern.

Skyl basilikum og hak den fint.

Skyl æblet og skær det i små tern.

Vend rødbederne med linser, basilikum, æble, valnødder. Krydr med urtesalt og peber.

Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend den i salaten.

 
Server som tilbehør til f.eks fisk, tærte eller vegedeller….eller på julebordet som et frisk pust til den gængse og noget tunge julemad.

 

mandag den 3. december 2012

Julemarked i Ålborg



Her i weekenden er julehyggen for alvor blevet skudt igang....for mit vedkommende med en tur til Ålborg og dens hyggelige julemarked.
Vi var også afsted sidste år og har besluttet os for, at det skal være en tradition med en lille udflugt i december op nordpå.
Og der er nu altså et eller andet med Ålborg som jeg rigtigt godt kan lide. De små hyggelige gader og så selvfølgelig deres super hyggelige julemarked, som jeg virkeligt vil anbefale. Pariserjul i snevejr....det er der altså noget ganske særligt over. Om ikke andet er det skønt at have mulighed for at rive et døgn ud af kalenderen og bare nyde hinanden, inden december måneds arrangementer for alvor går igang.

Rigtigt glædelig december....må denne december blive fyldt med varme, hjerterum og samvær med de mennesker man holder af:0)

torsdag den 29. november 2012

Forventningens glæde og en lækker opskrift på (sunde) æblemuffins...

Julen nærmer sig med hastige skridt.....og det får mig til at tænke på det at være barn versus det at være voksen. For i en barneverden er der jo uendeligt lang tid til den 24. Jeg kan stadig huske forventningens glæde og kalenderlyset, der langsomt brændte ned og nærmede sig den 24 (alt for langsomt).
Og den tid kan jeg virkeligt godt savne......som barn er man så meget bedre til at være i glæden ved julen og blive begejstret over de små ting, som december måned bringer med sig.
Hvor imod jeg i mit voksne liv har kæmpet med at finde glæden ved julen, fordi der altid har været så meget pres og så mange forventninger fra familiens side. Forventninger som jeg ofte har svært ved at indfri og som egentligt bare har medført en masse stress og frustration. Så julen bare har været noget der skulle overståes.
Men i år har jeg besluttet mig for at det skal være anderledes og jeg har kogt alt familie tam-tammet ned til et minimum og vil bare glæde mig over at være sammen med min dejlige kæreste og julehygge her i vores lille lejlighed.....og idag har jeg taget en lille smule forskud ved at kaste mig ud i disse æblemuffins, som efter min kærestes mening smager dejligt at gløgg og jul.
Lækre blev de ihvertfald.....jeg har ekspermenteret lidt og lavet mine muffins glutenfri. Jeg er blevet indehaver af en meget lækker glutenfri melblanding fra Faslevgård mølle, som efter min mening er helt perfekt til bagning, da mit bagværk hverken bliver tørt eller kommer til at smage for meget af ris, som glutenfrit bagværk ofte gør.
Og så har jeg tilsat mandler og sesamfrø, for at få glæde af de gode fedtstoffer og give kroppen et ekstra boost af kalk. Det kan man efter min mening ikke få for meget af:0)

Opskriften kommer lige her;

2 æg
½ dl agavesirup
350 g æbler (nettovægt) - det svarer ca. til 4 æbler
1 dl youghurt naturel eller soya youghurt
½ dl. kokosolie, smeltet
40 g tørrede tranebær
En stor håndfuld valnødder, grofthakket
60 g mandler, malet til mel
40 g sesamfrø
100 g fuldkornsmel
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk ingefær
½ tsk vanillepulver
1/4 tsk stødt nelliker
2 tsk vinstensbagepulver.
en knivspids salt

Æggenes piskes med agavesirup og den smeltede kokosolie.
Youghurt/soya youghurt tilsættes
Æblerne skæres i små tern og vendes i æggeblandingen
Mandler blendes til mel og tilsættes sammen med mel, krydderier, bagepulver og sesamfrø.
Valnødder og tranebær hakkes groft på et skærebræt og vendes i dejen til sidst.
Dejen fordeles i muffinsforme og bages ved 180 grader i 20-25 minutter.

Nyd og lad dig indehylde af alle de vidunderlige dufte krydderierne spreder i dit køkken....




Den skønne glutenfri melblanding fra faslevgaard. De har en stand på Ingerslev om lørdagen. Ellers kan man ringe og specialbestille sin mel på forhånd.

Skønne, skønne æblemuffins.....og så kan julen da bare komme an:0)

fredag den 23. november 2012

Puslespil

Så er jeg fyldt 31 og endeligt er der helt ro på. Nu er det slut med gæster og fester eller hvad man nu siger. Og jeg er blevet så meget klogere mht hvad jeg magter og ikke magter. Næste år vil jeg ikke holde fødselsdag for familie eller andet. Næste år skal det kun være mig og mark (det lovede jeg egentligt også mig selv til min 30 års fødselsdag) Men i år har jeg virkeligt mærket hvad det vil sige ikke at respektere mine egne grænser og drosle mine forventninger til mig selv ned...og betalt prisen!

Stilhed og ro er alt hvad jeg har brug for nu og er så glad for at de kommende weekender kommer til at stå i kærlighedens tegn på den måde, at vi skal en masse kæreste ting, som kun involverer os to og så må julen og alt familietam - tammet vente. Heldigvis har jeg fået droslet det helt ned til et minimum i år, så december er til at se sig igennem.

Ligenu har jeg kastet mig over dette puslespil, som jeg fik af mark på min fødselsdag. Der er nu altså et eller andet hyggeligt ved at sidde og fumle med at få brikkerne til at hænge sammen. Meget mindfull og afstressende og anbefalelsesværdig. Det er noget jeg nyder til at fulde.......og kan få ufatteligt mange timer til at gå med..
Og så er det super effektivt mod tankemylder, så jeg ligger løs:0)



 
Hygge, hygge og hygge!

torsdag den 22. november 2012

Jordskokkesuppe

Dette er min ynglings suppe lige fortiden. Men nu er jeg også helt vild med jordskokker. Jeg elsker den milde og nøddeagtig smag de har og de er super lækre i denne suppe, som har en mild men fyldig smag og med valnødder på toppen skaber det en perfekt harmoni imellem de søde og lidt bitre.
Perfekt her i det sene efterår og i juletiden, hvor det er rart at få lidt let indimellem alt det tunge julemad.

Velbekomme......


Jordskokkesuppe

 
900 g jordskokker
300 g gulerødder
1 porre
1 løg
2 hvidløg
1 stor tsk timian
2 laurbærblade
1,3 liter boullion
2 dl havrefløde
Olivenolie til at stege i
Peber
Citronsaft

Friskhakket persille og valnødder til topping


Jordskokker, gulerødder, løg, og porre skæres i grove tern. Hvidløgene snittes fint.
Det hele sauteres et par minutter i olivenolie.
Derefter tilsættes bouillon og laubærblade. Suppen koges ca. 30 min hvorefter det hele blendes.
Herefter tilsættes havrefløde, lidt citronsaft, peber og evt. salt hvis man synes den mangler.

 
 
 
Serveres med friskhakket persille og lidt hakkede valnødder på toppen
Mums!



fredag den 16. november 2012

Katten efter musen.....

Her på det seneste har jeg virkeligt følt mig som katten efter musen - uden ende. På den måde at jeg slet ikke har følt, at jeg har kunnet følge med i mit eget liv.
Jeg er ikke så god til et liv i overhandlingsbanen.....og jeg er ikke så god til at have for mange planer og aftaler på en gang. Hele min krop den skriger efter ro og efter at ligge på sofaen viklet ind i en dyne og bare føle velvære.
Jeg har kæmpet i mange år for at få lov til at få denne ro via systemet. Og hold op en rivemaskine jeg har været igennem for at opnå min førtidspension. Jeg er meget taknemmelig for pensionen den dag i dag, fordi det betyder, at jeg har overskud til at være mig i hverdagen, jeg har overskud til at holde hus og være noget for min kæreste og gøre noget godt for mig selv.
Men til tider har jeg det som om, at jeg stadig skal kæmpe for at blive accepteret, som den jeg er. Dette specielt i familie anliggender og af og til også i mine omgivelser, som gerne vil fortælle mig alt det, jeg burde gøre bedre og anderledes. Ikke at det ikke er meget sødt at folk bekymrer sig om mig, men puha....jeg har vist lidt grænsesætning, jeg skal have lært der. Jeg er et voksent menneske og jeg kan godt tage ansvar for mine egne valg.

Det er hårdt, når det er så svært at blive forstået og rummet. Men heldigvis har jeg min kæreste, som jeg kan mærke har ubetinget tillid til mig og støtter mig i mine valg. Og heldigvis har jeg min værdighed intakt, og jeg har mine små kreative projekter, som jeg kan finde ro og fordybelse i. Og det giver glæde i stor stil og går lige ind på den konto, der omhandler velvære og livsglæde. Så fra nu af og indtil jul vil jeg virkeligt bruge noget mere tid på fordybelse og på at være noget mere for mig selv. Jeg er trods alt den vigtigste i mit liv.


Og hvis man ikke kan være noget for sig selv, hvordan kan man så være noget for andre?
Det handler vel altsammen om selvværd:0)

 
Lige fortiden pynter disse uglepuder på min sofa. Mit nyeste kreative projekt, som har krævet en hel del tålmodighed fra min side af

torsdag den 15. november 2012

tofufrikadeller

Forleden lavede jeg disse labre tofufrikadeller. Jeg har lavet tofufrikadeller før og har ærgret mig over at de ofte blev meget tørre og melede i konsistensen. Det er slet ikke tilfældet med disse. Rodfrugterne gør dem saftige og de soltørrede tomater giver et velkomment pift, så de ikke bliver for kedelige i smagen. Næste gang laver jeg helt sikkert en dobbelt portion, så der er også er til fryseren et godt stykke tid fremover.

Opskriften lyder således;


Tofufrikadeller

 

1 lille løg
250 g rodfrugter (jeg brugte pastinak, persillerod og sød kartoffel)
1 pakke tofu
1 dl. Majsmel
2 æg
4 soltørrede tomater (sættes i blød ca. 15 min inden brug)
1 tsk. timian
1 håndfuld frisk basilikum
1 håndfuld frisk persille
½ tsk. stødt spidskommen
2 spsk. sesamfrø
1 dl. Plantemælk
Urtesalt og friskkværnet peber

Kokosolie eller olivenolie til stegning

 

Sådan gør du;
 
-          Hak løget fint
-          Rens og riv grøntsagerne groft
-          Hak de soltørrede tomater i små tern.
-          Blend tofuen med æggene. Dette gøres bedst i en foodprocessor eller med en stavblender. Men er
       man ikke indehaver af sådant udstyr kan en gaffel fint bruges.
-         Tilsæt mel, sesamfrø, krydderier, krydderurter, soltørrede tomater, plantemælk og de revne  
       rodfrugter
-      Form farsen til små frikadeller og steg dem gyldne på panden





 
Her serveret med en salat af hvidkål, perlebyg, gulerødder og valnødder....mums!:0)
  




søndag den 11. november 2012

Calming konfektkugler med figen og morbær

Disse konfektkugler er fortrinligt gode når man ønsker at berolige og skabe glæde i kroppen...og ja så smager de bare skønt.
Her får du masser af gode fedtstoffer fra mandler, græskarkerner og kokosolie.
En beroligende effekt fra havregrynene....
En masse skønne antioxidanter fra den rå kakao og morbærene......
Og jern fra både figner og abrikoser, så man kan da vist godt sige at disse konfekt kugler er en ren win-win situation, hvis man ønsker at gøre noget godt for sig selv.

Om ikke andet passer de rigtigt godt til en god kop te og en masse indendørshygge og det kan der vist ikke være for lidt af her i den mørke tid.

Opskriften kommer lige her;


Konfektkugler med morbær og figen

 
100 g dadler
50 g morbær
50 g abrikoser
100 g figner
100 g mandler
50 g græskarkerner
50 g havregryn
4-6 spsk kokosolie
1 tsk kanel
½ tsk kardemomme
¼ tsk ingefær eller lidt reven frisk
½ tsk vanillepulver
2 spsk kakao, gerne rå

 
Mandler og græskarkerner køres i en foodprocessor, så det bliver til mel. Tilsæt havregryn og tørret frugt. Blend til det hele er finthakket.
Tilsæt derefter krydderier og kakao. Du kan evt tilsætte mere kakao hvis du ønsker en stærkere kakao smag
Til sidst tilsætter du kokosolie. Du kan justere mængden af kokosolie alt efter om du bruger tørrede dadler eller de friske i kasser, som der er sæson for ligenu. De friske dadler behøves ikke lige så meget kokosfedt, som de tørre. 
Massen samles til kugler og rulles i hampefrø eller kokosmel. Sættes på køl et par timer inden de nydes…..



 

 

 


lørdag den 10. november 2012

Når maden kan have en helbredende effekt

Der er nogle madvarer, der er bedre end andre, når man har en tendens til et ængsteligt og til tider depressivt sind.
Jeg har mærket på min egen krop, hvor vigtigt det er at holde blodsukkeret stabilt og sørge for at få nogle af de gode og vitale fedtstoffer, som smører hjernen.

Tidligere spiste jeg utroligt sukkerholdigt, da det søde beroliger øjeblikkeligt. Men det kender vi vist alle til. Men det gjorde også, at jeg rendte rundt med en tikkende bombe, der gav sig udslag i voldsomme rysteture, når blodsukkeret faldt og føltes lidt i samme kategori, som at få et ordentligt angst anfald.
Derfor har jeg lært, hvor vigtigt det er at sørge for at få nogle af de gode proteiner indenbords, som vedligeholder blodsukkeret, og jeg har lært at sætte pris på sødmen bl.a fra nødder, søde kartofler, quinoa, abrikoser og mørk chokolade, som har nøjagtigt den samme beroligende effekt og er meget mere milde mod blodsukkeret. Og så med et ordentligt skud vitaminer og gode næringsstoffer oveni. Så der er kun alt at vinde på den front:0)

Men som tidligere har jeg lavet mig en liste, når det gælder om at finde de gode madvarer. De madvarer, som beroliger, dæmper og giver et skud glæde oveni hatten.
Og yep...jeg er en stor fan af lister....det er meget gavnligt, når man som jeg har en tendens til at være meget distræt og har brug for at huske på det, der hjælper og giver glæde:0)

 - Madvarer, der indeholder tryptofan, som er det stof der er med til at danne serotoiner og endorfiner i kroppen har min første prioritet, og noget jeg stortset altid har lyst til, fordi den gode virkning indtræffer med det samme, og min krop nærmest skriger efter det.

Dette er bl.a.

Æg
peanutbutter
Græskarkerner;
græskarkerner indeholder desuden meget zink, som er med til at vedligeholde
knoglesundheden og så er de super gode, hvis du har problemer med at sove 
om natten.
Kæmpenatlysolie
blåbær;
er super som stressdæmpere. Jeg elsker dem i smoothies sammen med
kæmpenatysolie.


 - Og gode fedtstoffer, som smører hjernen (og tarmen) indtager jeg hver dag.
Mine favoritter er;

Laks
Avocado
Valnødder;
små hjernenødder, der virkeligt fodrer hjernen med alt, hvad den har brug for.
Mandler
Hørfrøolie;
super næring til hormonsystemet
Olivenolie
God øko mayonaise fra helsebixen

 - Og gode ting, der indeholder magnesium som f.eks.

Quinoa;
Et plus ved quinoa er at det også er fyldt med gode proteiner og fedtstoffer
banan
Avocado
spinat
Havregryn
broccoli

 - Og gode proteiner, som bl.a kommer fra bælgfrugter som

Ærter
kikærter - Er der nogen der kender til hummus craving?:0)
Linser
Bønner

 - Og andre proteinkilder som

Æg
Tofu
Fisk
nødder

 - Og masser af skønne antioxidanter fra bl.a.

Bær;
Specielt blåbær og jordbær har en stressdæmpende og beroligende effekt
C-vitamin holdig frugt som kiwi og appelsin
gojibær - ren hjerneføde
God mørk chokolade eller rå kakao - den holder altid!:0)

Og ikke mindst stimulerende krydderier, som er med til at vække vores sanser, give liv til fordøjelsen og bringe varme i hele kroppen.
Disse krydderier er;

Chili;
Øger bl.a. udskillelsen af endorfiner
karry
Kanel, kardemomme, Ingefær og cayenne;
De har alle en stimulerende virkning på fordøjelsen.
Vanilje;
Har en beroligende effekt på sindet og er vidunderligt i stortset alt (også tomatsauce!)
Og frisk basilikum og rosmarin...bare duften kan gøre mig helt høj.

Og ikke mindst en lige så vigtig ting; At omgive sig med godt selskab og smukke ting.

 
Der er ikke noget, der kan gøre mig så glad i perioder, hvor jeg føler at alting er hårdt spændt for, som en god venindestund, en smuk dag i mindeparken eller at komme hjem til en smuk buket blomster.

At føle glæde er en af de vigtigste ting man kan give sig selv.......






fredag den 2. november 2012

Små quinoa-spinat pandekager

Jeg er helt vild med quinoa og sammen med spinat er disse pandekager en delikat lille mundfuld gerne serveret med en frisk salat og et stykke fisk.
Jeg lavede dem en aften min svigermor var på besøg, og hun var så vilde med dem, at hun ugen efter lavede dem på sit arbejde. Og det siger meget...hun er nemlig lidt af en kræsenpind:0)

Jeg tænker, at de også vil være velegnet som en lille hapser, når den lille sult melder sig evt smurt med peanutbutter, hummus eller pesto.
Eller som en lille forret med stykker af avocado, citronsaft og revet rødbede.
Mulighederne er mange:0)
Om ikke andet har de en rigtig god og mild smag af de skønne quinoagryn og som tidligere skrevet er spinat fyldt med jern, klorofyl og alskens andre gode vitaminer og mineraler, som kroppen specielt nu her hvor det bliver koldere og mørkere har brug for i højere grad.

Jeg brugte boghvedemel til mine pandekager, men man vælger bare den type mel, som man foretrækker.

Opskriften kommer lige her;

1 æg
9 spsk fuldkornsmel
5 dl planetmælk
100 g sort quinoa
100 g spinat
3 spsk kværnede hørfrø
Havsalt og peber
Lidt friskkværnet muskatnød



Velbekomme!


tirsdag den 30. oktober 2012

Rødbede-bladselleri salat med appelsinpesto

Denne rødbedesalat er en af favoritterne herhjemme.
Jeg har ellers ikke været så glad for bladselleri før i tiden. Men efter at have smagt det i selskab med rødbederne og den skønne appelsinpesto har jeg fået en ny kærlighed for de grønne stængler, som bl.a indeholder store mængder kalium.

Der er dog et minus ved denne opskrift og det er at appelsinpestoen har det med at blive lidt bitter i det dagen derpå, derfor er det vigtigt at fjerne så meget som muligt af det hvide i appelsinen, da det er dette, der er med til at danne den bitre smag.
Jeg laver altid en ½ portion af pestoen ad gangen, og så en portion mere dagen efter, hvis jeg mangler. På den måde undgår jeg unødig madspild, hvis pestoen bliver for bitter.

Men skønt det smager den og nu er det ved at være sæson for appelsiner, så det er netop nu de er saftige og ekstra søde....

Enjoy!



Rødbede – bladselleri salat med appelsin pesto

 

1-2 lange rødbeder
2-3 stk. bladselleri
Lidt citronsaft

 
Skræl rødbede og riv den på et rivejern. Hak bladselleri i små stykker og bland det hele i en skål. Pres lidt citronsaft over salaten.

 

Appelsin pesto;

125 gr. Cashewnødder
2 appelsiner, fri for kerner og det hvide
1 tsk. tørret chili eller 1 frisk
Lidt salt
Lidt citronsaft
En knivspids vaniljepulver

 
Kom det hele i en blender og kør til det hele er blødt og lækkert. Smag til med salt.
Server rødbedesalaten med en god klat pesto på. Rør det godt sammen og nyd.

 

mandag den 29. oktober 2012

Nødde-selleri postej

Uha, hvor tiden dog flyver afsted. Lige pludseligt er det mørkt, næsten vinter og meget koldt. Bliver hver dag forbavset over hvor hurtigt det bliver mørkt om aftenen, og har en meget stor trang til at skutte lidt ekstra under dynen om morgenen og se en masse ligegyldigt tv.

Og julen den nærmer sig med hastige skridt, selvom jeg synes, det er alt alt for tidligt at tænke på julepynt og julebag. Men jeg er alligevel begyndt at tænke over, hvad jeg skal lave til mig selv juleaften.
Jeg er så heldig, at min svigermor sørger for alt det gængse julemad som and, brunede, kartofler og risalamande, så det eneste jeg skal sørge for er en salat med rødkål og maden til mig selv. Og det er jo dejligt, fordi det betyder, at der er ekstra overskud til at gøre noget ud af det og kæle for de gode ingredienser.

Denne postej smagte jeg for første gang på et madlavningskursus jeg tog under Fof  med Lone Boel stiller, som underviser (det kan anbefales at tage et af hendes kursuser, hvis man bor i århus eller omegn:0)).
Og jeg har lavet den en del gange siden. Men nu er jeg også ret vild med brune ris, og jeg synes denne postej får en rigtig fin smag af både selleri og nødder, og så er den ikke tør, som en nøddepostej nemt kan blive.
Det er ihvertfald en oplagt kandidat til juleaften, hvis man ikke er til and og brun sovs eller hvis man bare har lyst til at give den gængse julemad et nyt indspark.

Opskriften lyder således;

Nødde-selleri postej

 
2 dl brune ris
Ca. 4 dl. Vand (til risene)
1½ dl havre eller soyafløde
1½ dl vand
1 dl. Stærk bouillon
100 g hirseflager
250 g fintrevet selleri
250 g nødder (jeg brugte en blanding af hasselnødder og mandler)
2 store løg
½ dl. Olivenolie
2 fed hvidløg
2-3 tsk. tørrede urter
Salt og peber
4 æg

Olivenolie til at stege i og til at pensle formen med

Kog risene i 30 min under låg i letsaltet vand. Jeg tilføjer altid en tsk. gurkemeje både for sundhedens, men så sandelig også for den smukke farves skyld. Efter 30 min slukker du for varmen og lader risene stå og trække ca. 15 minutter.

Pil og hak løg og hvidløg fint. Svits det på en pande i olivenolie til de er gyldne.

Bland havrefløde, bouillon, og vand i en skål. Bland hirseflager samt den fintrevne selleri i.

Blend halvdelen af nødderne fint. Blend den anden halvdel lidt grovere.

Bland nøddemassen med hirsegrøden og tilsæt løgene.

Rør risene i massen samt ½ dl. Olivenolie og smag til med urter samt salt og peber.

Rør æggene i et efter et.

Hæld massen i 2 forme smurt med lidt olivenolie og stil dem i ovnen på midterste rille.
Bag postejerne ca. 45 minutter ved 225 grader, indtil de er gyldenbrune.

Lad dem stå og hvile lidt inden de serveres.

 
Jeg lavede kun en ½ portion, da det er lidt for meget postej til 2 personer med fuld portion.
Man kan med fordel fryse en af postejerne. Det har jeg gjort førhen uden problemer.


Jeg servede postejen med en salat af revet rødbede og bladselleri med en lækker appelsinpesto til.
Det gik helt perfekt til. Opskriften kommer i næste indlæg.

Velbekomme:0)

torsdag den 25. oktober 2012

Tofutærte...


Dette her er min favorit, når det kommer til tærte. Men jeg er også helt vild med tofu i stortset alle afskygninger. Jeg kan slet ikke forstå folk, der ikke kan lide det. Måske er det konsistensen, som for kødspisere nok er en lidt flad fornemmelse.
Men jeg elsker den og denne tærte er dejligt mild og rund i smagen......og det er altid den tærte jeg laver, når jeg ved, at jeg vil få dage, der ekstra udfordrerne og maden ikke smager som den plejer.

Denne her tærte har det med at vinde...hvergang!





Tofutærte

 
Tærtebund;
200 g mel
80 g smør
1 dl koldt vand
1 tsk. Tørret ramsløg
Havsalt

 
Tærtefyld;
1 porre
2 fed hvidløg
1 sød kartoffel
1 håndfuld ærter
½ broccoli hoved
1 tsk gurkemeje
1 tsk. timian

1 pakke tofu naturel
1 spsk. tamari

4 æg
2 dl plantemælk
Muskatnød
Salt og peber

 Sådan gør du;

Tænd ovnen på 200 grader.
Ingredienserne til tærtebunden æltes sammen i en skål og rulles ud til en flad dej, der passer til en tærteform.
Forbag tærtebunden i 5-8 minutter.

Porre og hvidløg hakkes fint og svitses i lidt olie sammen med gurkemeje. Den søde kartoffel skrælles, skæres i små tern og tilsættes.
Krydr med timian. Lige inden panden tages af varmen tilsættes ærterne og evt. lidt salt og peber.

Broccolien skylles, skæres i små stykker og dampes kort i en gryde.

Tofuen skæres i tern og steges i lidt vand på en pande. Tamari tilsættes.

Æg, plantemælk, salt, peber og muskat røres sammen i en skål.

Tærtebunden fyldes med porrefyld, broccoli og tofutern.
Tilsidst hældes æggemassen ud over fyldet.

 Bag tærten i ca. 30 minutter til æggemassen er stivnet. Lad den køle lidt af inden servering.


 





mandag den 22. oktober 2012

Når livet byder på angst.....

Den sidste uge har været noget turbulent for mit vedkommende. Jeg synes, jeg har en masse at se til Jeg gør mig lidt for mange bekymringer og tænker lidt for mange katastrofetanker.
Og dermed har livet budt mig en hel del mere angst, end jeg er vant til. Nu ved jeg jo godt i mit rationelle hoved at angst opstår af en tanke og er ganske harmløs i sig selv. Men når man ligesom jeg har et meget sart nervesystem, skal der ikke så meget til før end hele læsset vælter, og hjertet galoperer derud ad med 120 km i sekundet (sådan føles det ihvertfald) Jeg ved også, at efteråret er en meget sart tid for mit vedkommende, både fordi vi går de mørkere tider i møde, men også fordi den her hos os står på den ene familiesammenkomst efter den anden. Både jeg og kæresten har fødselsdage, der skal fejres, derefter kommer en stor del af min familie og så julen. Og det er og bliver ALT for meget og ikke noget, jeg befinder mig særlig godt med.
Og selvom jeg hvert år gør en stor dyd ud af at sætte grænser og sige fra og gøre det så minimalt som muligt, ja så ender det altid med at læsset vælter på et eller andet tidspunkt, og det må så være nu.......

Desværre kender jeg ikke den rette opskrift på hvorledes jeg kan skabe mere ro og balance i mit sarte sind. Men jeg ved, at der er nogle ting, jeg kan gøre, for at berolige og dæmpe de værste angst symptomer og dermed skabe lidt mere jordforbindelse...

Jeg har lavet mig en lille liste over nogle af de ting jeg forsøger at huske på og som er med til at bringe lidt velvære i krop og sind;

- Fodbade med Epson salt.......beroligende, afspændende og afgiftende og meget nødvendigt, når man har kronisk kolde fødder.
- Lange gåture i naturen. På med vinterfrakke og hue, der er ikke noget mere helbredende end at befinde sig i naturen og gerne nær ved vand.
- Pukkas relax te...vidunderlig te med en dejlig aromatisk eftersmag, der skaber ro i sind og nervesystem
- At trække vejret dybt og lytte til noget afslappende musik. Dette er super svært når angsten galopererer, men strengt nødvendigt. Dyb vejrtrækning fylder kroppen med energi og vitalitet. Øvelse, øvelse og øvelse.
 - At drikke en masse vand på en gang. Det føles bare rart og udrensende at drikke en masse vand. Det får dig til at tænke klarere og giver lidt jordforbindelse. Jeg gør det per automatik, hvergang jeg oplever meget angst,
 - massage - kropsberøring. Det hænder at min kæreste er så sød at give mig lidt massage eller nusse mig i håret. Selvom det kan være ret så grænseoverskidende at blive rørt ved, når man har meget angst, så er det vigtigt at give sig selv lov til at blive holdt om.
- At sætte grænser og sige fra. Dette er noget der for mig kan være rigtigt svært. Men jeg er blevet meget bedre og langt mere hård til dette. Folk må bare lære at acceptere at jeg ikke er en person, der er til store fester eller ikke kan klare en hel dag i familiens skød. Det er bare ikke alt angsten værd.

Og ja så er der kosten, som næsten fortjener et helt blogindlæg for sig selv (og der kommer der sikkert også så:0))
Jeg mener ikke, at kosten betyder alt og det med at en gluten, mælke og sukkerfri kost kan helbrede en fra alverdens psykiske sygdomme, giver jeg ikke meget for. For jeg har været der, og jeg har prøvet det (og det virkede ikke, gjorde mig bare endnu mere stresset end jeg var i forvejen) Der er nogle ting, jeg har skåret ned på (men ikke fjernet for bestandig tid) i min kost ene og alene af den grund, at jeg har lært at mærke efter, hvad min mave reagerer på, og hvad den ikke gør. Og jeg har mærket betydningen af hvad et stabilt blodsukker kan gøre ved mit velbefindende og min psykiske balance.
Også har jeg lært, hvad gode olier kan gøre ved mit humør og min koncentrationsevne. En god spsk olie i min morgen smoothie er langt bedre end hvad nogen lykkepille nogensinde har gjort for mig.
Dermed ikke sagt at medicin også kan være med til at gøre en forskel.
Jeg mener bare, at det hele handler om balance og helhed. Om at finde de ting der virker og lære at mærke efter, hvad der gør dig glad og sige fra, når man mærker at der er nogle småting, som fylder alt for meget og som hæmmer istedet for at fremme et glædesfyldt sind.

Så en god kombi af det hele må være det rette. Jeg forsøger at gøre mit bedste hver dag for at skabe mest muligt velvære i mit liv og nogle gange mislykkedes det stort og jeg henter hjælp fra bio kemiens verden. Andre dage kan en lækker smoothie eller et stykke af mine efterhånden mange sunde kager gøre en forskel.
Eller en dag som i dag, hvor jeg har gået ude i skoven og nede ved vandet og lyttet til naturens lyde og følt den jordforbindelse, der er at skabe kontakt med jorden og lade sig opsluge af det som er......og nyde regnens dråber falde på min kind og lytte til bølgernes brusen....se det er ren medicin for mit sarte sind.



tirsdag den 16. oktober 2012

Italiensk tofudip....

Denne dip er super nem at lave og meget velsmagende. De soltørrede tomater giver den en god spicy smag, da tofu jo ikke smager så meget i sig selv. Den er rigtigt god som dip til grøntsagstave eller på brød evt sammen med lidt avocado eller æg......
Og ja så er den bare guf for hormonbalancen pga. de østrogener som tofu indeholder.

Den oprindelige opskrift er af Lone Boel Stiller, som underviser i madlavning under FOF.
Men som altid har jeg ændret en smule i opskriften.

Dette her er til en stor portion.....den kan holde sig ca. 4-5 dage på køl i en lufttætbeholder.

Til en stor portion skal du bruge;

200 g tofu
3-4 spsk vand (til at svitse tofuen i)
4 spsk olivenolie
4 spsk vand
1 stor fed hvidløg
6-8 soltørrede tomater
En håndfuld frisk basilikum
Evt lidt friskhakket persille eller salvie (kan udelades)
Friskkværnet peber

Sådan gør du ;

Hak tofuen i små stykker og svits den kort på panden i vand.
Lad den køle af.

Læg de soltørrede tomater i blød i lidt vand ca. 10 min for at fjerne overskydende salt.

Pil og hak hvidløgsfeddet

Skyl urterne og dup dem tørre.

Skyl tomaterne og skær dem i mindre stykker.

Blend tofuen sammen med tomater, urter, hvidløg, vand, olivenolie og friskkværnet peber.

Smag til med urtesalt hvis du synes den mangler.

Og vupti...du har en superlækker dip!;0)


lørdag den 13. oktober 2012

Hvordan man overlever vinteren

Ja....hvordan gør man lige det? Jeg ved det helt ærligt ikke. Men efter at have surfet lidt rundt på nettet og læst andres bud på hvordan man gør dette....jeg sidder nu med et stort smil på læberne, for ja på en eller anden måde bliver man bare nødt til at have en et eller andet form for survivel kit i baghånden, når vinteren nu er så lang og ofte grum her i det danske.

Jeg må indrømme at den iskolde vinter med mange minus grader er noget, jeg ihærdigt i den seneste måneds tid har forsøgt at fortrænge. Et eller andet sted fordi jeg slet ikke magter at tænke på, hvor hård den periode er at komme igennem. Sidste år var den heldigvis meget kort, men jeg kan stadigvæk huske den brændende fornemmelse af kulde i kinderne, når det rigtigt bider.

Men når det så er sagt, synes jeg faktsisk også at efteråret og vinteren har meget positivt at byde på. Jeg kan godt lide den følelse af rigtigt at have lyst til at putte sig, og at jeg ikke er ene om at have en voldsom trang til kakao og chokolade. Og så er der jo alt den hygge, som julen indbyder til. Har ellers ikke det mest positive forhold til jul, men efter at have lært min kæreste kende og set hvordan han forvandler sig til en juleglad nisse hver December, kan jeg ikke lade være med at gå og glæde mig til, vi skal pynte op og lave konfekt. Og allermest glæder jeg mig til alle de små nissegaver, jeg skal ud og finde og overraske ham med.

Januar er så straks værre.....men sidste år gjorde jeg det, at jeg sørgede for at lave så få aftaler som muligt, så januar kunne bruges som en form for rekreation, og det har jeg også tænkt mig at gøre i år.

Udover det har jeg tænkt mig at invitere mig selv i biografen....jeg elsker at gå i biografen alene og for mig er det ultimative, når jeg forstår at hygge om og forkæle mig selv.

Ellers står den helt sikkert på bagning af en masse sunde kager....der er ikke noget, som når hele hytten dufter at kanel og alskens andre velduftende krydderier.

Og ja så kommer jeg sikkert til at se en masse crab i fjernsynet......og yep jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer til at følge "De unge mødre" på tæt hold....

Måske det også bliver til endnu en tur til københavn....jeg går ihvertfald med det i baghånden alt efter hvor stort et aktivitetsbehov jeg har brug for.

Men det vigtigste tænker jeg er at jeg giver mig selv alt den nydelse, det overhovedet er muligt at få ind i min hverdag...giver mig selv lov til at flade ud på sofaen, hvis det er det, jeg har lyst til. Omgiver mig med glade ting og glade mennesker, spiser en masse ting, som taler til smagssanserne og går nogle lange ture, de dage hvor solen skinner......

Der er ikke noget, som ikke kan kureres med hvile, frisk luft og masser af god mørk chokolade....

Og så er jeg næææsten klar til at vinteren kommer....

onsdag den 10. oktober 2012

Tærte med tun og mandler


Denne tærte lavede jeg efter min kærestes ønske i mandags. Dette er en rigtigt "mande" tærte, da den er lidt mere bastant end de grøntsagstærter, jeg normalt laver.
Men den har en rigtigt dejlig smag af tun, og mandlerne og de friske krydderurter giver den et dejligt pift, så den ikke bliver alt for tung og kedelig.
Den har godt af lidt frisk tilbehør, så jeg lavede en salat af revet selleri og æble tilsat bladselleri og valnødder. Dressingen biksede jeg sammen af lige dele citron og hørfrøolie tilsat en tsk dijonsennep.
Min mand syntes det var den helt perfekte fødselsdagsmiddag:0)

Apropo det tidligere indlæg om D vitamin er dette også en tærte, som er rigtigt god for humøret, både æg og tun indeholder masser af D vitamin og mandlerne bidrager med kalk til kroppen, så man kan vist godt kalde den for en rigtigt god knogleret.....så det er absolut ikke sidste gang denne står på menuen her i det efterhånden noget kolde og mørke Højbjerg:0)

Tuntærte

 
Tærtedej;
80 g smør
150-200 g blandet mel (jeg brugte en blanding af quinoa, boghvedel og rismel)
1 dl. koldt vand
lidt salt
½ tsk tørret ramsløg

Fyld;
2 dåser tun i vand
2 løg
60 g mandler, tørristet på en pande
2-3 spsk. hakkede krydderurter (jeg brugte persille og purløg)
4 æg
3/4 dl soya youghurt eller cremefraice
lidt urtesalt og friskkværnet peber

Dejen samles og rulles ud, så det passer til en tærteform. Vand og mel justeres efter behov.
Bundes forbages i 5-10 minutter ved 200 grader.
Løgene hakkes og svitses kort på en pande i olivenolie.
Mandlerne ristes under hurtig omrøring på en tør pande til de gyldne eller til de begynder at dufte.
Æggene piskes i en skål og blandes sammen med tun, de svitsede løg, friskhakkede krydderurter, soya youghurt/cremefraice samt urtesalt og peber.
Mandlerne vendes i.
Massen fordeles i den forbagte tærteform og bages ca. 30 minutter ved 200 grader.

Serveres med en frisk salat:0)


Den færdige tærte.....ikke så smuk som en grøntsagstærte men smagen fejler bestemt ikke noget:0)
 

 
Velbekomme!

tirsdag den 9. oktober 2012

Det livgivende D-vitamin


Det er virkeligt med at nyde nu, hvor hvor solen fortsat står højt på himlen.....og fremfor alt er det vigtigt at give sig tid til at lappe alle de labre solstråler i sig, som forsyner os med masser ad D-vitamin og højner humøret.

Derfor har jeg idag været et smut ude i risskoven for at nyde de smukke farver og finde en rolig plet, hvor både krop og sind havde mulighed for at blive varmet igennem. Dette fandt jeg plus en rar gammel mand at snakke med. Det er altid rart med lidt godt selskab og så stod vi der sammen og nød den gode udsigt ud over havnen og alt det fine nybyggeri på havnen.



 
Og jeg fik øvet mig lidt på at tage billeder i naturen med de forskellige instillinger på mit kamera.....

Men tilbage til D-vitamin......og dens vigtige funktioner;

D vitamin er bl.a med til at sikre den rigtige balance i immunsystemet.
D-vitamin er knyttet til kroppens generelle energi niveau og er med til at påvirke humøret samt blodsukkerbalancen.
D vitamin styrker tand og knoglevæv....og er dermed med til at forebygge knogleskørhed.

Mangel på D vitamin giver viser sig bl.a ved træthed og humørsvingninger og er forbundet med mange psykiske sygdomme.

Så det er virkeligt med at være obs på at få nok specielt i vinterhalvåret...jeg spiser troligt 3 D-vitamintabletter om dagen.
Ellers findes det i æg og fede fisk....det er vigtigt at indtage D vitamin sammen med noget fedt, da vitaminet er fedtopløseligt og så selvfølgelig huske at gå ud, når solen skinner:0):0)

mandag den 8. oktober 2012

Når kærligheden er værd at fejre...

Idag fylder min dejlige mand 31 år og jeg føler mig fyldt med taknemmelighed. Taknemmelig over at han er i mit liv, at han kan rumme mig i mine op og nedture. Taknemmelig over at jeg har været så heldig at finde den mand som jeg har lyst til at tilbringe resten af mit liv med og som jeg har lyst til at blive ved med at elske uanset hvad der sker......

Jeg har ikke haft et liv fyldt med gode og sunde forhold.....han er faktisk mit første af slagsen og jeg er overrasket over at jeg kan blive ved med at elske, begære og have lyst til at være i hans selskab uden at blive irriteret og rastløs (som ofte er det jeg har oplevet tidligere), så der er i sandhed grund til at fejre.

Vi har dog taget lidt forskud på glæderne her i weekenden bl.a. kastede jeg mig igår ud i et forsøg på at bage en god gammeldags brunsviger.....mælk, sukker og hvedemel, alt det som jeg normalt ikke har i mit køkken. Men han elsker det og jeg bagte to, så der også er en til fryseren og det var sjovt og dejligt at glæde.....og i aften står den så på tuntærte, filmen "Hunger games" og mere kagespisning....alt det som min mand elsker:0)


Og nej man bliver bare aldrig for stor til en omgang matador mix......eller lakridssnøre for den sags skyld.....