En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

søndag den 10. marts 2013

Rødbedeboller med timian

Imens vinden rusker udenfor (og hele lejligheden knirker) har den på denne søndag primært stået på indendørs hygge.
Min mand har lavet ægte amerikanske pandekager og jeg har bagt disse smukke rødbedeboller....de er næsten helt prinsesseagtige og ville sikkert være et stort hit til enhver prinsessefødselsdag.
Jeg har leget lidt med at gøre opskriften glutenfattig, samtidig med at jeg har bevaret smagen af den gode speltmel.
Jeg synes de er blevet rigtigt vellykkede, og dejligt saftige pga. rødbeden. Jeg koldhæver stort set altid mit brød, da jeg synes det giver den bedste smag, og så synes jeg, det er så dejligt at stå op til friskbagte boller.

Opskriften lyder således; 

3 dl koldt vand
2 dl yoghurt eller Soya yoghurt
lidt gær (jeg bruger altid tørgær)
2 tsk. salt
et skvæt agavesirup
2 spsk. olie
2 store groftrevne rødbeder (eller 3 små)
1 dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
½ dl hørfrø
1 stor håndfuld valnødder
200 g quinoa mel
100 g majsmel
100 g boghvedemel
ca. 200 g fuldkornsspelt (mærk efter konsistens)
Timian til drys

Gæren røres ud i koldt vand sammen med agavesirup og salt. Yoghurt tilsættes. Rødbederne rives groft på et rivejern og tilsættes sammen med kernerne. Tilsæt mel lidt af gangen. Start med det glutenfri og reguler mængden af speltmel alt efter hvor klistret en dej, du ønsker. Min dej var godt klistret.....det er det, jeg bedst kan lide.
Til sidst tilsætter du de grofhakkede valnødder og pakker skålen godt ind i husholdningsfilm. Sæt den på køl og lad den stå og hæve natten over.
Næste morgen sætter du klatter af dejen i bollestørrelse på en bageplade og drysser rundhåndet med timian.
Du kan vælge at lade dejen stå og hæve yderligere i 40-50 minutter eller sætte pladen ind i en kold ovn og tænde den på 200 grader. Bollerne hæver i takt med at ovnen varmes op. Vælger du den første metode skal de have 20-25 minutter. Vælger du den sidste metode skal de have ca. 30 minutter. Husk at holde øje med dem undervejs. De er færdige, når de lyder hule, når du banker dem under bunden.



God appetit og fortsat god søndag:0)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar