Jeg ved, at der er utroligt mange gaver i dette....at være god til det kreative, at være i god kontakt med det spirituelle og være god til mennesker og til at fornemme stemninger generelt.
Men nogle gange føles det mere som en pest end som en gave. Fordi jeg tænker, at netop sensitiviteten er den grundlæggende faktor for, at mit liv ofte kører så meget op og ned. At jeg døjer med min angst og ofte har kvalme og ondt i maven, og at der i perioder ingenting skal til, før jeg er i stand til at udviske alle former for tørke i Sahara.
Før i tiden var det sådan, at et angst anfald nærmest kunne udløse 3 dages nonstop grådanfald.
Dette er heldigvis noget, der er blevet bedre med årene, nu nøjes jeg med at par timer og en stor kop kakao, så er jeg nogenlunde mig selv igen.
Det hårdeste ved sensitiviteten synes jeg helt sikkert er mit manglende grundlag af tillid til verden. Så langt jeg kan huske tilbage i mit liv, kan jeg huske en følelse af at være utryg i verden og meget let påvirkelig overfor, hvad verden mente, og hvad jeg selv var i stand til at fornemme.
Ingen tvivl om, at jeg ikke er født med verdens største selvværd, og jeg har ikke lært at opbygge dette værd i min familie, fordi jeg altid har været "anderledes", og ikke er blevet set med min sensitivitet.
I mit voksne liv er jeg heldigvis nået så langt, at jeg er begyndt at stå langt mere fast omkring mine egne begrænsninger, og hvad jeg evner uden at regningen bliver alt for stor efterfølgende (ofte i form af en enorm træthed og nedtrykthed). Jeg er i den grad blevet meget bedre til at sige fra, selvom det fortsat ofte gør mig ked af det, når mit hjerte vil mere, end mit sind magter.
For ofte drømmer jeg om at kunne noget mere; at være i stand til at bryde flere grænser og blive bedre til det spontane og uplanlagte. Og ikke hele tiden at skulle tage hensyn til min meget lave stress tærskel.
Og jeg drømmer i den grad om, at være helt upåvirket af hvad andre tænker og mener. Og kan virkeligt godt misunde folk, som er gode til at ruste sig med "stål" og komme frem i verden med store skridt.
Når det så er sagt, er jeg ganske ydmyg omkring mine ønsker for fremtiden. For i bund og grund ønsker jeg bare at være glad og tilfreds, der hvor jeg er lige nu. Jeg ved, at jeg ikke egner mig til et liv i overhalingsbanen, fordi jeg er så let modtagelig overfor stress. Og en af de ting, jeg har lært, som giver mig rigtigt meget, er at være god til at tage en pause eller to i løbet af dagen, hvor jeg bare ligger og mærker, og er med det som er.
En anden ting er hele tiden at fokusere på de små skridt i stedet for at sætte de helt store mål og planer for dagen. Alt har ret....det vigtigste er at skabe en eller anden form for glæde hver dag.
Og det kan være hvad som helst........jeg finder f.eks. utroligt meget ro og glæde ved at skrive og det kommer der ofte digte ud af eller et blog indlæg som dette.
Så er der maleriet, og puslespil er jeg blevet helt bidt af. Det er nærmest helt mindfull at sidde og nørkle med alle disse små brikker.....og jeg vil virkeligt anbefale det, hvis man har svært ved at finde ro eller er meget stresset.
En anden ting som kan give mig meget ro er at følge en opskrift og det er uden tvivl derfor dette primært er blevet en madblog, det er min måde at udforske nye sider af mine evner og kundskaber på.
Det er så sanseligt at lave mad, og jeg bliver virkeligt helt stolt af mig selv, når det lykkedes mig at frembringe nye og velsmagende retter. Og det skal lige siges at for fem år siden, lavede jeg stort set aldrig nye retter, fordi jeg simpelthen fandt det alt for uoverskueligt og angstprovokerende. Så yep...det er de små skridt, der tæller:0)
Mine største håb og drømme for fremtiden handler uden tvivl om, at jeg håber, at jeg en dag bliver så gode venner med min angst, at jeg kan tage en uddannelse, igen behøver det ikke at være det helt store, jeg tænker meget i det alternative, og jeg håber, at jeg en dag vil sidde i en position, hvor jeg er i stand til at give noget til andre, der som mig selv kæmper med den sarte sensitivitet.
Og så drømmer jeg om at rejse......at kunne spare op og rejse og opleve en masse sammen med min kæreste. Mit voksenliv har ikke været præget af så mange oplevelser på det plan, både fordi jeg ikke har haft råd, men også fordi jeg ikke har turdet pga. de problemer jeg døjer med i min mave.
Og har man èn gang haft en madforgiftning, skal jeg hilse og sige, at det bestemt ikke er noget, man nogensinde ønsker sig igen.
Men heldigvis er jeg begyndt at blive mere modig og jeg har efterhånden lært hvilke forholdsregler jeg skal tage hjemmefra og jeg har lært, at min krop er langt stærkere end jeg umiddelbart tror.....så nu mangler jeg kun at spare op;0)
For en af de helt klart positive ting ved at være særligt sensitiv er, at man oplever og mærker med alle sanser.....så selv de små ting fylder og bliver smukke. Og jeg har meget nemt ved at føle mig taknemmelig og beriget, når jeg oplever eller ser noget, som går lige i hjertet.
Netop derfor synes jeg, at det at få blomster er en helt fantastisk ting (min kæreste fatter det ikke, for det kan jo ikke spises). Men blomster kan nydes og duftes til, ofte i en helt uge, og specielt her om vinteren gør det mig glad at komme hjem til en frisk buket, som bare står og minder mig om, at foråret og sommeren kommer igen.
Og at alting bliver lysere...også når det føles allerværst:0)
Og så er der det med at være god ved sig selv....som jeg flere gange har skrevet om, Så synes jeg, at det er det allervigtigste af alt. For vores krop er vores tempel og vores sind er vores barometer. Så det er så vigtigt at nurse og lytte til sig selv.....og give omsorg og ikke lade sig diktere af udefrakommende faktorer og strenge regler om hvad der er godt og hvad der er skidt. hvad der er sundt eller mindre sundt.
Lærer vi at mærke og lytte til kroppen vil den fortælle os alt, hvad vi behøver at vide.........og jeg er tror ofte, at det er dette vi mangler, når vi stresser rundt og har travlt med verden omkring os. Vi glemmer os selv og den indre visdom, vi alle bærer på:0)
Lige fortiden finder jeg utroligt meget ro og glæde ved dette smukke puslespil, som godt nok også udfordrer min tålmodighed på det ypperste.
Men det kan jeg kun forestille mig er sundt for sjælen:0)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar