En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

søndag den 25. august 2013

Livets glæder og velsignelser

Jeg har længe tænkt på, at det er på tide at opsamle en masse glæder igen. Og dem er der heldigvis rigtigt mange af.
Denne sommer har budt på så mange dejlige stunder og så meget dejligt solskin, at jeg slet ikke har savnet at rejse og se noget andet.
Og selvom det er blevet lidt køligere og man så småt kan begynde at ane at efteråret er på vej, er vejret stadigvæk smukt og et eller andet sted i mit hjerte, føler jeg mig virkeligt velsignet.
Velsignet fordi jeg nu i mit hjerte med sikkerhed ved, at fremtiden vil bringe mig en masse godt.
Og fordi jeg har fået en stor bevidsthed om min egen indre styrke og min egen evne til at skabe og få mine inderste ønsker til at gå i opfyldelse.
Jeg ved godt, at angsten formentlig er noget, jeg skal leve med resten af mit liv. Men jeg har efterhånden lært dens mønster (og de tanker, der fremprovokerer den) at kende. Og jeg har virkeligt sat alt ind på denne sommer, at komme nogle af de tanker til livs eller om ikke andet at tage dem i opløbet, så angsten efterfølgende ikke bliver alt for hård. Og det hjælper og det fylder mig med glæde og bobler, at jeg i længere perioder nu kan mærke livet, når det er virkeligt godt og smukt.

Jeg har haft rigtigt mange og dejlige stunder ved vandet, hvor jeg bare har siddet og nydt og været i nuet og mærket alt det som er. Og det føles skønt.....også selvom det gør ondt.
I disse stunder er jeg så uendeligt taknemmelig for at jeg har så meget tid til mig selv og tid til at gøre det, som gør mig glad. Også selvom det indimellem er nogle lidt lange dage.

Jeg tænker, at det at være i nuet og nyde øjeblikket, den umiddelbare glæde ved de små ting, som en vind der blæser mig i ansigtet og leger med mit hår, det må være det ypperste af alt.
Og jeg er nærmest begyndt at se frem til efterårets rusken og alle de hyggelige stunder, jeg skal huske at skabe for mig selv, som giver mig en følelse af glæde og ro i mit hjerte.

Noget af det der gør mig allermest glad lige i øjeblikket er;

-At føle kærlighed til min dejlige kæreste og mærke, at det vi har sammen er virkeligt godt
-At læse en masse skøn og underholdende litteratur
-At tage ud til vandet og mærke vinden i mit ansigt
-At tro på at der findes engle omkring mig, som beskytter mig og hjælper mig på min vej
-At give slip på nogle af de begrænsninger angsten giver mig og finde ud af; "Jamen det kan jeg jo godt"
-At give et smil eller en hjælpende hånd til en fremmed på min vej
-At grine til endnu et afsnit af Klovn, så jeg går glad i seng
-At det stadig er varmt nok til at gå en tur efter aftensmaden
-At tænke på alt det jeg er taknemmelig for her i livet
-At blive ved med at tro og have tillid til at alt er godt......

Smukke dage ved vandet

Og en smuk og helt igennem livsbekræftende bog, jeg har foræret mig selv. Den er skrevet af Doreen Virtue, som desuden også laver nogle rigtigt flotte englekort. Hver side indeholder et lille opmuntrende budskab fra englene og en bekræftelse for dagen. Kan kun anbefales:0)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar