En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

mandag den 7. april 2014

Pesto snegle

Her i weekenden blev der endeligt tid og overskud til at bage lidt. Jeg faldt over denne opskrift hos Twinfood for noget tid siden og tænkte, at det måtte jeg da prøve.

Og for mig er det helt perfekt lige pt. med små ting, jeg kan gå og hapse af, når kvalmen bliver for voldsom. Jeg har ikke taget særlig meget på i min graviditet, fordi jeg har haft det så elendigt og det er ved at være lidt bekymrende, for det er nu lillemanden for alvor skal begynde at vokse. Så jeg har gjort mine snegle så næringsrige som overhovedet muligt.
Desuden har jeg efterhånden fundet ud af at smør er i den kategori, der kaldes super food og så er det bare guf for et sart nervesystem. Vel og mærke at man køber en ren økologisk smør.

Jeg har frosset en stor del af dem og håber at de kan bruges som en snack på farten, når jeg skal ud og gå lange ture med barnevognen.

Min version af opskriften kommer her;

250 ml lunken vand (evt. halvt mælk)
80 g smør, smeltet og afkølet
2 spsk. fed græsk yoghurt (eller skyr)
25-50g gær (alt efter hvor længe man ønsker at dejen skal hæve)
250g kamutmel
250g fuldkornsmel (jeg brugte en glutenfri blanding)
50g mandelmel
50g sesamfrø
2 gulerødder, groftrevet
1 tsk. salt
½ tsk. ramsløg
Pesto

Evt. nigellafrø eller revet ost til topping.

Smørret smeltes og køles af.
Gæren røres ud i det lunkne vand sammen med salt og tørret ramsløg. Smør og yoghurt tilsættes.
Gulerødderne rives groft og tilsættes sammen med mel, mandelmel og sesamfrø.
Lad dejen stå og hæve til dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og rul den ud på et stykke bagepapir. Den skal ikke være alt for tynd. Fyld med et godt lag (valgfri) pesto og rul dejen sammen til en pølse. Skær den i skiver og tryk dem let flade. Drys med nigella eller lidt revet ost.

Lad dem gerne stå og efterhæve i en halv time. Hvis man ligesom jeg ikke har tålmodighed til dette kan man sætte dem i en kold ovn og tænde på 200 grader. Så hæver de af sig selv.
Mine snegle fik ca. 20-25 minutter. Hold øje med dem undervejs.

Til min kæreste lavede jeg er version hvor jeg blandede pesto med ketchup, basilikum, oregano og chili. Det var han begejstret for.

Næste gang må jeg prøve at bage søde snegle med kanel og palmesukker. Det har jeg haft lyst til hele min graviditet. Har bare ikke haft overskuddet.
Men hvem ved....det kan være det kommer lige pludseligt;0)


Nu er jeg jo ikke særlig perfektionistisk, så de fik et knap så flatterende udseende. De kan sikkert blive meget rundere og flottere. Men det må blive næste gang.
Smagen fejlede bestemt ingenting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar