Jeg har altid været helt vild med pesto. Jeg synes det er en fantastisk smagsgiver, specielt når det kommer til vegetarisk mad, som engang imellem godt kan mangle et lille pift, så jeg bruger pesto på rigtigt meget; over pizza, vendt med en god håndfuld rucola, over ovnbagte rodfrugter, på æg, som ekstra smagsgiver til veggiedeller...ja jeg kunne blive ved.
Og jeg har igennem årene også forsøgt at lave den i forskellige variationer men jeg vender altid tilbage til den med basilikum. En potte med frisk basilikum er noget af det bedste, jeg kan tage med hjem fra super markedet. Bare duften kan få hele min krop til at boble af glæde. Men man siger jo også, at basilikum har en euforiserende virkning. F.eks. blev nonner i gamle dage forbudt denne spise, fordi man mente, at den havde en gunstig virkning på kønsdriften.
Men udover det er basilikum bakteriehæmmende og sammen med persillen lidt af en klorofyl bombe, som er det stof, der har indvirkning på kroppens evne til at afgifte.
Så der er god grund til altid at have sådan en grøn olie ved hånden, når man lige står og mangler lidt ekstra krydderi.
Jeg laver altid min pesto på salte mandler, som jeg afskaller og rister i ovnen med lidt olivenolie og salt. Men gider man ikke besværet med at afskalle, kan man sagtens undlade det. Dog skal man lige være lidt obs på at mandlerne ikke bliver brændte (det har jeg oplevet et par gange, fordi man ikke kan se, når de bliver brune, når skallen er på).
Opskriften ser sådan her ud.
60g mandler, med eller uden skal
2 spsk gærflager
lidt citronsaft
persille
basilikum
1 fed hvidløg
Olivenolie til det dækker
Salt og friskkværnet peber
Vend mandler med lidt olivenolie og salt i en skål. Bag dem i ovnen ca. 10 minutter ved 180 grader til de er let gyldne (pas på de ikke for får meget:0))
Lad mandlerne køle af og blend dem med basilikum, persille, hvidløg, et skvæt citron, gærflager og olivenolie. Smag til undervejs. Jeg plejer at bruge 2/3 dele basilikum og 1/3 persille, men som udgangspunkt smager jeg mig altid frem.
Smag til med friskkværnet peber og evt. ekstra salt hvis man synes, den mangler.
Opbevares i et skoldet glas. Hvis du sørger for at fylde godt op med olie kan den snildt holde 7-8 dage (måske længere) på køl.
En super lækker grøn dip, som bare er godt på stort set alt:0)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar