En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

søndag den 23. december 2012

Julekage på raw food manèr

For mit vedkommende er der ingen jul uden denne skønne julekage, som er fra caroline fibæks "Raw Cake" bog. Jeg er hverken til and eller ris`a`lamande. Hvert år til jul overvejer jeg at lave en vegansk udgave af `den gængse ris`a`lamande. Men det bliver ligesom aldrig til noget, og ud fra dette kan jeg konkludere at det højst sandsynligt er, fordi jeg hverken savner eller længes efter denne spise juleaften.
Til gengæld er det efterhånden blevet tradition, at jeg laver denne kage op til jul, som jeg gerne kaster alt min kærlighed over, både fordi den smager virkeligt godt, men også fordi at det er lidt af en booster hvad angår fordøjelse og immunforsvar.
Og lige pt hvor min næse løber konstant (ihh altså), og min mave slår knuder af stress, hver gang jeg bevæger mig nær centrum, så er den meget kærkommen....

Jeg har ellers haft lidt krise på, da min højt skattede food processor gik i stykker midt i December. Ikke at denne kage ikke kan laves ved at male mandler til mel i en mini blender og ælte dejen i hånden.... men det er altså bare meget nemmere og hurtigere med en foodprocessor.
Men nu har kæresten og jeg været på udsalgsjagt, og vi er blevet de lykkelige ejer af en magimix maskine. Et lidt dyrt køb, selvom den var sat meget ned, men den spinder som en mis og jeg ved, at jeg vil føle mig fyldt med taknemmelighed, hvergang jeg skal blende, hakke, rive eller røre, fordi det virkeligt er guld værd tidsmæssigt at have en ordentligt køkkenmaskine og så har motoren hele 12 års garanti. Det var jo slet ikke til at stå for....

Men tilbage til den magiske julekage, som man selvfølgelig også kan nyde med god samvittighed, når det ikke er jul.
Jeg har justeret en lille smule i opskriften, men ikke meget. Hun kan virkeligt noget med de raw kager, hende Caroline.....

Opskriften lyder;
2 dl. mandler
2 dl. valnødder
1 dl. hasselnødder
2 dl. dadler, udstenede
saften fra ½ appelsin
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (eller 1 cm friskrevet)
1 æble, revet

Orangecreme
1 dl. cashew eller macademianødder, udblødt i vand et par timer
saften fra 1 appelsin
1 tsk agavesirup
1 nip vanillepulver
Evt revet skal fra ½ appelsin (jeg synes cremen har en tendens til at blive bitter, når jeg tilføjer appelsinskal, så jeg undlader altid)

Mal mandler til mel i en blender eller i foodprocesseren. Hak valnødder og hasselnødder groft.
Blend dadler med mandelmel og appelsinsaft til en lind masse.
Tilsæt krydderier, revet æble og hakkede nødder. Lad maskinen køre eller ælt grundigt.
Fyld en form eller et fad med dejen og lad den gerne stå et par timer og trække krydderier.

Orangecreme; Blend cashew/macademianødder med appelsinsaft, vanillepulver og agavesirup.
Hæld cremen over kagen og nyd.....du bliver ikke skuffet:0)



 ......og så blev det den 23 og julefreden sænker sig stille og roligt over vores lille hjem i Højbjerg.

Alle de nødvendige indkøb er blevet foretaget, rengøringen er vel overstået og sneen fyger udenfor.
Så bliver det alligevel en hvis jul i år.

Rigtigt glædelig jul.....må den blive fyldt med varme, hjerterum og rare stunder.......:0):0):0)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar